Dansk Skuespilkunst. Portrætstudier/10

AUGUST BOURNONVILLE.

et mest bekendte og betegnende Træk i Bournonvilles Liv er vel hans Interpellation til Kristian den Ottende, da en lille Klike peb ham ud ved hans Indtrædelse i Toreadoren. Han sprang ned fra Skjoldet, og hvad der var uhørt i Theatrets Annaler og en Skandale i vort den Gang loyaltforkuede Land, henvendte sig direkte uforfærdet, til Kongen: »Hvad skal jeg gøre, Deres Majestæt?« Mærkværdig nok, Majestæten havde Aandsnærværelse nok til at svare Danseren, som Fornærmelsen gengav Mælet: »Blive ved!«

Men Kongen havde ikke behovet at sige dette, thi de to Ord »blive ved« (persevera) kunde staa som Motto over Bournonvilles Liv. Ingen har kæmpet sejgere og modigere for Pladsen i Solskinnet end han. Alligevel lod Bournonville sig den Gang give fjorten Dages Stuearrest og rejste et halvt Aar bort uden Understøttelse, uden at oppebære Gage, inden han optraadte paany, og han var dog ellers den Mand, der varetog sine Interesser. Hvorledes kunde ogsaa han, den loyale Hofdansemester, der i sin Tid havde slaaet af paa sine Engagementsbetingelser for ikke at paadrage sig Kongens Unaade, saaledes glemme sig overfor den kongelige Nimbus? Han havde følt sig forhaanet, krænket i sin Værdighed som Kunstner, udsat for at udlés, og saa gik Naturen over Optugtelsen, bagved den atlaskesklædte Danser kom et ærekært Menneske til Skue.

Som ganske lille Dreng viste August Bournonville et umiskendeligt Talent for dramatisk Fremstilling. Han drapperede sig med Klude, foredrog Viser og komiske Dialoger, bestræbte sig for at udføre vanskelige Trin — alt til stor Glæde for hans Fader, Danseren Antoine Bournonville, der lidenskabelig elskede sin Kunst og regnedes blandt dens ypperste Dyrkere. Da August var otte Aar gammel, tog Faderen ham op paa det kongelige Theaters Danseskole, og den 80aarige Galeotti fandt saa meget Behag i den livfulde Dreng, at han straks tildelte ham en lille Rolle som en af Regnar Lodbrogs Sønner i Lagertha. Dermed var hans Skæbne afgjort. Han havde forskrevet sit Liv og sin Sjæl til Theatret, og efter en kort Vaklen i Ynglingealderen mellem Skuespil og Ballet, gik den sidste af med Sejren, først og fremmest fordi han var født med en Organfejl, som han aldrig overvandt. Han blev Danser saadan som Faa have været det; thi det var ikke Legemet alene, han brugte i Ballettens Tjeneste. Han arbejdede med sin hele Intelligens og Vilje — og Naturen havde udrustet ham med en kraftig Opfattelsesevne og en utæmmelig Ærgerrighed — og fra Ungdom til Alderdom opbød han hvert Fnug af sine poetiske Evner, som fortrinsvis bestod i en hed og pragtlysten Fantasi.

Medens han saaledes var Danser hver Tomme, satte han hele sit Liv ind paa ikke at anses for Danser, det vil sige for en Skabning med en tom Hjærne og et Par velskabte Ben, altsaa paa ikke at underkastes den Maalestok, som Publikum tidligere almindeligvis anlagde paa de Mænd, der befatte sig med en saa umandig Sysselsættelse som Dans. Bournonville vilde ikke stemples som en Kvindekarl, som en Art Halvkastrat; han følte sig som en Mand med al en Mands Dygtighed og Vilje. Derfor var han altid ivrig for at vise sit gode Hoved udenfor sin Kunst som Skribent, Festarrangør, Selskabsmand, Borger. Han vilde ikke betragtes som en Gøgler, men som en Kunstner, og i 40 Aar har han utrættelig ført Kampen for Ballettens Kunstrang, bestandig skaffende nye Argumenter, gørende sig til Historiker og Statistiker, smigrende Nationalstoltheden, hentende sig Vidnesbyrd fra berømte Mænd, komponerende Balletter og Danse i Snesevis, ofte seende dem falde under sig, men efter hvert Nederlag rejsende sig paa ny i ulastelig Puds, samlende sig Lavrbær i Udlandet for at bekranse sin Pande her hjemme, kastende Hærskarer af Elever ud paa Valpladsen, vogtende som en jaloux Formynder over Danserindernes Opførsel, forlængende deres Skørter som en Moralprædikant, sikrende sig selv et rigeligt Udkomme og arbejdende paa at skaffe sine Kolleger det Samme — kort sagt fanatisk stræbende at hæve Dansernes kunstneriske og borgerlige Stilling ved ethvert Middel, som hans langtrækkende Begavelse og despotiske Energi gav ham i Hænde.

Og hvad han vilde naa, lykkedes ham. Balletmester Bournonville, der var optagen i Rangforordningen og bar Ridderkors, var ingen Paria i Samfundet, han hørte til Københavns øverste Tusende. Vor koreografiske Kunst regnes blandt Nationens Stoltheder, og dens Dyrkere nyde stor Anseelse. Danmark er vel det eneste Land i Verden, hvor en Balletdanserinde ikke er ensbetydende med en Kurtisane, og hvor en Danser modtages i en hæderlig Familiekreds. Dette er Bournonvilles Værk.

Han blev et lykkeligt Menneske, thi hans Arbejde opfyldte og begejstrede ham, og hans Forfængelighed fandt sig smigret ved de ringeste Komplimenter som ved de største Triumfer. Kort før sin Død blev Bournonville i et Selskab, hvori jeg var tilstede, opfordret til at synge. Synlig smigret ved Opfordringen, efterkom den 73aarige Mand den straks, satte sig til Pianoet, akkompagnerede sig selv til en lille fransk Vise, en Slags Latterarie, og sang den — fortrinligt, med et Liv og et Udtryk, som absolut maatte rive En med. Oldingens dirrende Stemme blev brugt med en Kunstners hele Rutine. Der klappedes af ham, og han bukkede henrykt med et graciøst Skrabud. Sandsynligvis havde han i 40 Aar sunget la belle Bourbonnaise, saa at man mindre maatte undres over at han huskede Visen, end over at han ikke var træt af den. Men han var altid klar til Kamp, og han blev aldrig træt. Derfor naaede han det Maal, han havde sat sig for sit Liv, og har lagt sig til Hvile i sin Grav netop med den Ære, som han attraaede.

I.

Bournonville fortæller selv, at han endnu som Olding bestandig i Drømme førtes til Dansefoyeren med de tre væghøje Spejle i den store Opera i Paris. Til Kammeraternes Forbavselse overvinder han alle de mest brydsomme Vanskeligheder, han staar som fastnaglet i Attituderne, drejer sig med fuldendt Sikkerhed i Pirouetterne og behøver blot at tilbageholde sit Aandedræt, for som en Luftballon at fare op til Loftsbjælkerne. Og stadig drømmende hvisker han til sig selv: »Pas nu blot paa, at du ikke glemmer den rigtige Metode, og din Lykke som Bravurdanser er grundfæstet«. Og hans Fader omfavner ham, og Vestris komplimenterer ham, og Gardel tilbyder ham et glimrende Engagement. Og saa vaagner han som gammel Pensionist med stive Lemmer.

Hans Oldingedrøm drejede sig saaledes om hans Ungdomsideal: Bravurdanser. Han havde nydt udmærket Undervisning. Hans Fader, der selv var Elev af Dansekunstens store Reformator Noverre, havde forberedt ham fra lille af til stor Virtuositet, men maaske i Følelsen af, at hans Sikkerhed i den ædle Kunst kunde være bleven rystet ved det lange Ophold i Norden, havde han tidlig været betænkt paa at føre ham til Teknikens hellige Skole, Paris. Allerede da Bournonville var 15 Aar gammel (1820), skaffede Faderen offentlig Understøttelse, for at Sønnen i Paris kunde nyde Vejledning af de derværende store Mestre. Og skønt han ved sin Hjemkomst erholdt en ordentlig Gage og snart udnævntes til kongelig Danser, varede det dog kun kort, inden han maatte derover igen. Det skulde kun være et lille Ophold, og han var kontraktmæssig bunden til at vende hjem, men han brød sine Forpligtelser, og Rejsen varede 6 Aar, sande Læreaar, i hvilke Bournonville arbejdede med den daglige anstrængende Flid, som Dansen kræver. Han optraadte med Held paa Operaen, blev endog Solodanser, gjorde i sin Orlov Lykke paa andre Hovedstadstheatre, fandt meget og uforglemmeligt Behag i Pariserlivet og vendte dog fra det store Babylons Luksus og Fragt hjem til Københavns smaa, fattige Vilkaar.

Grundene til hans Hjemvenden vare vel komplicerede men flyde dog sikkert alle sammen i den herskende Trang hos ham til at hævde sin Personlighed til Trods for hans udsatte Stilling som Danser. Der fortælles, at en ung Danserinde, hvem man drillede med, at hun skulde giftes med en meget indtagende Kunstbroder, svarede med hele den krænkede Værdigheds Udtryk kun disse Ord: »En Mand, som danser!« Naar man ræsonnerer saaledes indenfor Standen, kan man knap forlange, at Publikum skal være tolerantere. I alt Fald nød paa hin Tid i Paris selv en Solodanser en særdeles ringe Anseelse, hvis han da ikke havde hævet sig til en eminent Rang, og dertil bragte Bournonville det ikke. Han var dér kun en Dygtighed, men ingen Berømthed, og han var udelukket fra den gode Omgang, han altid og netop satte stor Pris paa. Hans Stilling tilfredsstillede derfor hverken hans Kunstnerstolthed eller hans i Ordets gode Forstand honnette Ambition. I den Balletfoyer, hvor der om Dagen arbejdedes saa haardt foran Spejlene, gengav disse om Aftenen en broget og munter Sværm. Her indfandt sig hele »det Paris, der morer sig«, og blandede sig mellem Danserindekoret, der repræsenterede dets stadig vekslende Harem. Den stakkels Danser, der her var tilstede, spillede kun en ynkelig Masettorolle, medens Don Juan kurtiserede den kokette Zerlina. Man kan være sikker paa, at Bournonville har følt sig meget ydmyget ved at staa udenfor eller rettere, hvad der var endnu mere krænkende, ved Siden af dette glade Liv. Han forstod her, at saalænge Danserinderne skatteredes som en Vare, der bødes tilsalgs, blev Danseren ringere anset end den simpleste Arbejdsmand. Han skulde ogsaa personlig høste bitre Erfaringer. Det kan ingen Indiskretion være her at minde om, hvad Bournonville selv udførlig har fortalt. Paa en Kunstrejse i England blev han alvorlig forelsket i en ung Danserinde Louisa Court, som var med i Truppen; hun koketterede lidt med ham, og han tænkte paa at gifte sig med hende, indtil han endelig fik Øjnene op for, at han blev holdt for Nar af et Fruentimmer, som ingen honnet Mand kunde ægte. Han søgte hende op mange Aar senere og fandt hende i Armod, efter et lidet opbyggeligt Liv, sammen med en smuk Datter, som just skulde til at begynde det samme. Gennem Bournonvilles kønne Fortælling om dette Forhold klinger der en aldrig glemt Bitterhed. Den Stand, han havde valgt, og som hans Fader havde kaldt la plus glorieuse carrière, udsatte En da for slige Ydmygelser og gjorde Kvinderne saa svage og foragtelige. Det blev hans Mani ikke at ville tro, at Theatervejen udsætter for eller medfører mere Immoralitet end enhver anden Livsstilling. I alle hans Skrifter bryder han som en sand Don Quichote talløse Lanser for sin Balletdulcineas Dyd. Han forfattede en hel Ballet for at forherlige Danserinden. Den hedder Zulma eller Krystalpaladset og handler om en Bayadere, hvis Kyskhed staar meget over hendes Levevej, og hvis Mod og Ærlighed bringer hende til at frelse en Mængde Englændere fra indiske Snigmorderes Dolke; til Løn bliver hun da ogsaa en rig Lords Hustru. Det er, som man sér, Brama og Bayaderen i mindre mytologisk Skikkelse, men Scribe troede næppe saa fast paa sin Zoloë, som Bournonville paa sin »højmodige og dydige Bayadere«. Dog maa man ikke glemme, at han i Virkeligheden herhjemme blev Præst for et Tempel af saadanne Væsener, men det kan heller ikke nægtes, at da han vilde præsentere den øvrige Verden en af disse højmodige og dydige Bayaderer, blev Resultatet lidet gunstigt for hendes kyske men blodløse Dans.

Efter at Bournonville i Sæsonen 1829—30 havde danset med Bifald som Gæst, sluttede han Kontrakt med det kgl. Theater paa 18 Aar. Han opfyldte tre Funktioner: Solodanser, Balletmester og Hofdanselærer, og oppebar herfor den ikke ringe Gage af 2200 Rdl. Egentlig havde han forlangt 2500, men Frederik den Sjette knappede ham selv egenhændig de 300 af. Det varede kun kort, inden han kom i Strid med Theateropinionen. Heiberg havde i Festskuespillet Dronning Isabella faaet Anvendelse for alle hans Talenter: han skulde sige et Par Repliker, synge en Vise og saa danse en Solo. Men da opløftede Skuespillerne et Ramaskrig over, at de skulde optræde sammen med »en Danser«. De bragte en stor Demonstration paa Benene, klagede over Nedværdigelse af deres Kunst, Theaterchefen sluttede sig til dem, og Heiberg maatte op til Kongen for at tale sin Sag. Kongen gav Digteren Ret, men Enden blev dog, at det forbødes Bournonville at tale paa Scenen. Det er ikke rimeligt, at den ærekære Mand nogensinde har tilgivet sine Kammerater deres haanlige Optræden. Han triumferede dog snart over dem. Thi allerede ved Opførelsen af Valdemar anvendte han Skuespillere i Ballettens Tjeneste, og vi have jo siden Alle set vore Skuespillere og Skuespillerinder som Balletmesterens lydige Medhjælpere, hvad der da i Særdeleshed var naturligt for Damernes Vedkommende, som næsten alle ere udgaaede fra Danseskolen.

Hvad Bournonvilles personlige Virksomhed angaar i den Kunst, hvis »nødvendigste Rekvisiter ere tournerede Positioner og tilspidsede Fødder«, er der jo ingen Tvivl om, at han var en udmærket Danser. Han roses for mimisk Færdighed, for Raskhed og Kraft; der var dog paa den anden Side Mange, som i Særdeleshed i erotiske Partier ikke fandt ham indtagende. Han selv satte vist størst Pris paa sin »Vigeur«, men indrømmer, at Lysten til Bravur ofte gjorde hans Dans mindre gratiøs. Bekendt er hans Selvkarakteristik: »Jeg udmærkede mig ved Rygsmidighed og Fodspidser, og var netop saa udværts, at jeg kunde præsentere mig for den strængeste Mester. De Vanskeligheder, jeg med uhyre Flid og ofte kun tildels har overvundet, var alt, hvad der hørte til Pirouetter og den fornødne Ro i de langsomme Pas og Stillinger; mine Hovedfejl vare knækkede Haandled, Svingen med Hovedet i mine Pirouetter og en vis Haardhed i min Elevation«. Tre Gange forandrede han »Genren af sin Virtuositet«, og jeg tænker, at der bagved disse tekniske Udtryk og denne Virtuositetsforandring ligger et Arbejde, hvorom en Uindviet ingen som helst Forestilling kan danne sig, og at denne ubøjelige Energi kom til Syne i hans Dans. Man vil hos Overskou finde en Rigdom af rosende Adjektiver og Substantiver, der tilsammen ikke fremkalde det ringeste Billede. Jeg vil hellere anføre følgende Beskrivelse fra en af Goldschmidts lærerige Theateranmeldelser: »Det var mig en sand Aandsnydelse at se Bournonville danse. Der var ikke blot Lethed, Elasticitet, Ynde i hans Bevægelser, men der var Energi, Sjæl, Lidenskab. Jeg overdriver ikke, naar jeg siger, at jeg i enkelte Øjeblikke havde en Følelse som ved Læsningen af en af de gamle Klassikere: saa fuldkommen formælede sig Dansens og Musikens Indhold med Formen. Med ubeskrivelig, med Kronometer-Nøjagtighed kunde dette Legeme, der i vild brændende Lidenskab hvirvlede sig, bøjede sig, ved den sidste Node, ved det sidste Taktslag staa som en Marmorstøtte, og det var da som ved den pludselige Standsning, ved et Ryk, en Fjeder i Huset gik løs, og en Strøm, et Ocean af Bifaldsklap, ged sig ud over Salen«.

Dette er skrevet 1848, netop da Bournonville tog sin Afsked som Danser. Hans Klogskab fornægtede sig ikke her. Han trak sig just tilbage, da han endnu syntes næsten usvækket; han vilde ikke, som Faderen, overleve sig selv og blive den latterlige Skabning, som en gammel Danser er. Desværre har han som Balletkomponist ikke været saa skarp Iagttager overfor sine Elever. Dér har hans Fantasi spillet ham saadanne Puds, at han hyppig har taget en stivbenet Danselærer for en blomstrende Yngling og en Maren Amme for den skønne Helene. Naar han havde sin Ballet for Øjnene, saa' han Alt i elektrisk Lys med straalende Pailleter; selv om de Midler han brugte til at iværksætte sine Ideer ikke vare fyldestgjørende, smeltede de for ham efterhaanden sammen med hans Værk. Det er en psykologisk Mærkværdighed, men en Kendsgerning, at Enhver, der sysselsætter sig med Iscenesættelse, efterhaanden taber Kritiken overfor de Personer, han anvender. Bournonville havde Troen, og den gjorde for ham Underværker. Han saa' Guder og Gudinder, hvor vi andre ømmede os ved Synet af grimme Mandfolk og stakkels gamle Fruentimmer.

II.

Hvor Bournonville ved sin naturlige Begavelse kunde været paa sin Plads, det havde været som mâitre de ballet ved Ludvig den Fjortendes Hof. Der kunde han givet sin pragtlystne Fantasi slappe Tøjler og komponeret den Række af lange allegoriske og mytologiske, klassiske og orientalske Balletter, som altid var hans egentlige Begær. Han forstod at indrette Tableauer, der vilde have behaget »le roi soleil«, i hvis Naades Straaler han gærne havde badet sig; thi han var en født Hofmand, altid med en Kompliment i bedste Stand og et forbindtligt Smil paa Læben. Men i det nittende Aarhundrede, heroppe ved det kgl. Theater, var han ikke rigtigt paa sin Plads, i alt Fald indeklemt af talrige Hensyn: smaa Pengemidler, Publikums ringe Sans for scenisk Luksus, Krav paa historisk og dramatisk Sandhed; maaske genertes han allermest af den i alle Hovedstæder gængse drilske Vittighed, den parisiske »blague«, som han selv herhjemme havde givet det karakteristiske Navn »Tivoli-Grin«, og som han frygtede mere end Pesten. De Tilskuere, der med et satirisk Smil betragtede de mislykkede Illusionsforsøg, Patriotismen i Fjærnt fra Danmark, den blaa Grottes Sylfider i Napoli, de Forvistes Kvaler i Fra Siberien til Moskou — enhver kan iøvrigt tage sig sine egne Eksempler — saadanne satiriske Tilskuere vare den begejstrede Balletmester en sand Landeplage. Midt som han i sin fantastiske Drøm hævede sig op imod Skyerne, trak en lille spotsk Bemærkning ham ned til Virkeligheden igen. Men det store Publikum tog han med Storm. Ved Siden af Dansene og Tableauerne i hans Balletter vil man altid finde anbragt en eller anden lille Hage, hvormed han trak Tilskuerne paa Krog. Han anslog hyppig de Strenge, som pleje at dirre i et Theaterpublikums Hjærte: han præsenterede helst lutter ædle Mennesker; Nationalstolthed og Patriotisme maatte gærne holde for; hvor det kneb haardest, anvendte han Børn, og saa var han vis paa Sejren. Han har sin gode Part i Duftvaudevillens Fremkomst; men han var ogsaa selv paavirket af hele Dannetonen under Frederik den Sjette. Noget af det Sentimentale i hans Produktion skyldes dog maaske nedarvede Anlæg. Medens hans franske Fader var en Artist og en Eventyrer, var Moderen svensk af Fødsel, »alvorlig af Gemyt og dertil meget religiøs«. Det forekommer mig, at den franske »Brillant« og en svensk lidt dydsiret Sødhed bestandig træffes Side om Side i hans Kompositioner.

De ere jo saa vel kendte, og deres Fortrin og Mangler fremhævede saa mange Gange og mangesteds, at det er unyttigt at gennemgaa dem udførligt; jeg vil kun antyde de Grupper, hvori de falde. De allerførste ere saa at sige lyriske, byggede over personlige Forhold. Straks efter sit Engagement debuterede han med Soldat og Bonde, hvori han idealiserede sin egen Tilbagekomst som en ung Soldats Hjemvenden fra Felttoget, idet denne beskriver Striden, dens vekslende Udfald og endelige Sejr. Uden Tvivl tænkte Bournonville paa Kampene under Læreaarene og sit daværende sejrrige Indtog i København. Men hin Beskrivelse, som tager sig temmelig parodisk ud paa Scenen, aflægger allerede Vidnesbyrd om et af Bournonvilles største Misgreb, som han aldrig blev fri for. Han indbildte sig, at Ballettens Ramme tillod at optage Fortællingen — man finder en lignende Beskrivelse f. Eks. i Toreadoren, medens den gamle Horatsiske Regel, at Handlingen ikke tør falde udenfor Scenen, intet Steds gælder mere uindskrænket end i Balletten.

Hans næste Arbejde var Victors Bryllup og fremkom netop, som han selv var indtraadt i Ægtestanden. Rimelig vis vil man ogsaa i hans øvrige Produktioner finde hans personlige Livsforhold afspejlede, men disse ere naturligvis ellers vanskeligere at paapege, f. Eks. i de historiske Balletter, hvis Række 1835 aabnedes med Valdemar, der blev en Triumf, han ikke mere skulde opleve indenfor samme Genre. Han havde imidlertid nu forstaaet, hvad hans Tids Smag krævede.

Fra hans tidlige Ungdom havde den Scene staaet for hans Fantasi, hvor Valdemar og Absalon springe op paa Borde og Bænke for at slukke Lysene, da Gildet tager saa drøvelig en Udgang. Han følte, hvor ypperlig al denne Tummel og Forvirring kunde gengives blot ved Pantomime og Musik, og Scenen blev ogsaa den bedste i den ellers lidt drævende Ballet, Ensemblenumrene ere altid lykkedes for ham — jeg minder om Torvescenen i Napoli, Dværgegildet i Folkesagn, Kosakdansen i Fra Siberien til Moskou — og det er værdt at fremhæve, fordi vort Theater ellers ikke har kendt den Kunst at manøvrere med store Masser, og vore Skuespils Tutti'er kunde have lært en hel Del ai Balletten. Allerede Heiberg har gjort opmærksom paa, hvor ofte det lykkes Bournonville netop at træffe saadanne Situationer i sine Balletter, som ene kunde fremstilles gennem Mimik og straks forstaas »ved den umiddelbare Intuition«. Heiberg anfører Stedet i Napoli, hvor den unge Pige forsmaar sin Guitar og blæser paa Concha. Et endnu prægnantere Eksempel danner Scenen i Brudefærden i Hardanger, hvor den forsmaaede Brud ringer med Stormklokken i fortvivlet Kraft, da hendes Elsker er styrtet i Vandet. Hvert Tag i Rebet klemmer Tilskueren om Hjærtet. Det er saadanne Træk, i hvilke Balletten, efter Heibergs Ord, ligesom udgyder sin hele Aand og ved sine relative Midler frembringer den absolute Virkning.

Det er ikke vanskeligt at bestemme, hvilke Aandsretninger her hjemme der have haft Indflydelse paa Bournonvilles Produktion. Valdemar fremkom saaledes under Paavirkning af de Ingemann'ske Romaner netop paa den Tid, hvor man yndede den Art historiske Fremstillinger af Dannerkonger og Riddersmænd. Omtrent 10 Aar efter vilde Bournonville gøre Forsøget paany, og bragte denne Gang i Erik Menveds Barndom selve den navnkundige Drost Peder Hoseøl paa Brædderne. Men Strømmen havde vendt sig, 1848 nærmede sig, og Bournonville, der saa haardt har bedømt Galeottis historiske Arbejder, maatte selv lide den samme Kritik. Og da han mange Aar senere med Cort Adeler og Arkona vilde gøre den gamle Saga om igen, var Resultatet nærmest en Fiasko.

Fortrinlig lykkedes det Bournonville at udnytte den Smagsretning i vor Literatur og Kunst, som ynder at fremstille Italien som et Slags hyperromantisk Land, hvor Skønhed og Poesi daglig aabenbare sig evigunge paa alle Gadehjørner. Jeg minder om Napoli, Rafael, Blomsterfesten i Genzano, Festen i Albano, Pontemolle. Det Italien, de fremstille, med det glade Folkeliv, Saltarellaen, Tarantellen, Tamburinerne og Kastagnetterne, har kun lidet med Virkeligheden at gøre, det maatte da være med den Prof. Nielsenske Aandsvirkelighed, thi for Danske, især uberejste, er dette Italien efterhaanden blevet Stedfortræder for det virkelige, baade for det gamle med Despoterne og Revolutionerne, og for det nye med Præsteobskurantismen og den unge Frihed. For Marstrand og Ludvig Bødtcher var Rom dog det Sted, hvor den unge Kunstner slog Gækken løs langt fra Hjemmet og Familierne, men Bournonvilles italienske Balletter ere inspirerede andetstedsfra: for deres komiske Partier er Ernst Meyer nærmest Forbilledet, deres Poesi er begejstret af Improvisatoren, og deres svage Sider slægte allermest Etatsraad H. P. Holst's Rejseindtryk paa. Der lader sig drage iøjnefaldende Paralleler mellem Napoli og Gioachino, ligesom mellem Den lille Hornblæser og Fjærnt fra Danmark.

Bournonville holdt sig iøvrigt mest til nordiske Sujetter. Han forsøgte et fransk Stof i Konservatoriet, men det blev en af hans tarveligste Balletter, han gjorde en Udflugt til Karpatherne, men den mislykkedes, og han havde ligeledes kun ringe Held med de orientalske Fremstillinger, af hvilke dog Abdallah, at dømme efter Programmet, synes overmaade morsom. De knappe Midler forbøde ham jo imidlertid at udfolde en østerlandsk Tusind og én Nats Herlighed. Abdallah er Historien om den fattige Fyr, der i en eneste Nat bliver Sultan, bebor et Aladdinspalads og opvartes af dejlige Danserinder, indtil Trolddommen ophører og alting synker sammen. Muligvis har Paladset været noget københavnsk, Slavinderne mere dydige end dejlige. Bournonville drømte sig sikkert som sin Helt ind i Festglansen, indtil det sparsomme Bifald bragte ham til Besindelse igen. Den Øjenlyst og Sanseglæde, som alle andre Steder er Ballettens Ideal, bryder man sig jo herhjemme ikke om, og det maa det holde haardt for en Balletmester at forstaa.

Hin energiske Evne til at omskifte »Genren af sin Virtuositet« lagde Bournonville tydeligst for Dagen ved de tvende store oldnordiske Balletter, hvormed han hyldede en nyere Smagsretning i Danmark. Jeg har aldrig forstaaet Fordømmelsesdommen over Thrymskviden, som, latterligt nok, beskyldtes for Blasfemi, fordi Thor og Loke bragtes paa Brædderne. Det var ikke selve Stoffet, man burde angrebet, men dets Iklædning. Der var ingen Kød og Blod i Bournonvilles Guder, ingen Lidenskab i hans Loke. Alt var for glat og pænt. Dog var Jætten Thrym morsom, om end kun en Efterdannelse af Valkyriens Bjørn, der med Rette havde gjort Lykke ved sin Dans blandt de græske Piger. Ogsaa i denne Ballet var Tonen for blød og lidet vikingeagtig. Iøvrigt kan man lægge Mærke til, hvorledes overalt hos Bournonville det samme Træk gaar igen, at Elskeren, helst paa en Udenlandsrejse, en kort Tid falder i en fremmed Skønheds Garn. Det er Helge, der glemmer Svava, Dupuy, der forlieber sig i Amagerpigen, Søofficeren, der i et kritisk Øjeblik maa have Brev fra Hjemmet, og endnu flere. Bournonville kendte sit Publikum, der akkurat lider, at den trofaste Elsker faar et lille Ryk overfor den yppige Kokette, men kun paa det Vilkaar, at han itide vender tilbage til sin slanke Fæstemø.

Jeg kommer endelig til Blomsten i Bournonvilles Produktion: Folkesagn, Fjeldstuen, Brudefærden i Hardanger, de nordiske, romantiske Balletter, til hvilke man godt kan regne Kermessen i Brügge, der slet ikke foregaar i den hyperkatholske By, hvis Gaders Dødsstilhed fjærner hver Tanke paa en Kermesse. Det var Christian Winthers Aand, der svævede over Bournonville, da han skrev sit Mesterværk Et Folkesagn. Ved Siden heraf kan man kun stille første Akt af Fjeldstuen, maaske tildels paa Grund af Valdemar Prices geniale Spil. Alle de Midler, Bournonville raadede over, kom ham tilgode i disse Kompositioner. Det romantiske Stof modtoges uden mindste Kritik; der krævedes kun ringe Luksus; Elverpiger og Trolde, Bønderpiger og Riddere gave ham Anledning til maleriske Ensembler, og Personerne skulde kun være simple Følelsesmennesker, hvis Forhold til hinanden let lod sig udtrykke ved Pantomime. Det var intet Under, at Bournonville blev skattet og beundret for disse brogede Billeder og stemningsfulde Danse; der var over dem en national Duft, der henrev Publikum og gav dem et ejendommeligt Præg og en stor Værdi.

III.

Hvorlænge ville Bournonvilles Balletter overleve ham? Denne Tanke var det, der som et Mareridt plagede den ihærdige Mand, der havde sat sit Liv ind paa at forsvare noget saa skrøbeligt som Ballettens Kunstværdi. Hvad har han dog ikke alt skrevet, og skrevet med stort Talent, for at overbevise de Mistroiske, forhaane de Nivellerende og styrke de Beundrende. Gennem de store Bøger og Brochurerne, Livsbekendelserne og Rejseskildringerne gaar som den røde Traad Kampen for Ballettens absolute Gyldighed paa det kgl. Theater i København.

Thi udenfor dette var han ikke saa rigoristisk. Ingen har været saa skarp en Kritiker overfor fremmede Theatres Dans som han; kun lidt fandt Naade for hans Øjne, og han red her gærne baade den æstetiske og den moralske Kæphest. Men for Skuepladsen paa Kongens Nytorv gjaldt ikke de samme Synspunkter; der satte han helst Kikkerten for det blinde Øje og gjorde sig døv for de mest højrøstede Argumenter. Intet er kuriøsere end at se, hvorledes han bestandig vil bevise, at Balletten betaler sig, derved at den indbringer Theaterkassen fuldt saa meget som den koster. Men det var ikke dette, der skulde bevises. Spørgsmaalet bliver, om ikke Theatret ved Skuespil og Opera alene kan skaffe sig den samme Indtægt som nu, uden Balletten som tredje Hjul, altsaa uden Udgiften til den. Gik man Bournonville saa nær ind paa Livet, gjorde han hastigt et Entrechats, en Pirouet og var borte.

Det vilde være ubetimeligt netop nu at diskutere Ballettens Betydning, dens Bestaaen eller Afskaffelse. Saameget er vist, at den har tabt sin bedste Støtte, og at Angrebene paa den ville i Fremtiden have gunstigere Betingelser end forhen. Bournonville var jo ikke alene Danser og Komponist, han var desuden Lærer og har udsendt en talrig Skare af Elever, af hvilke ingen har kunnet danne Skole som han. Og hans Skole har haft en langt større Betydning end en almindelig Danseundervisning. Det vilde være urimeligt at nægte, at Bournonville har haft megen Indflydelse paa vor Skuespilkunsts Udvikling; efter min Mening ingen heldig. De Kunstnerinder, der fra Dansen gik over til Skuespillet, undgik aldrig en ensformig Bestræbelse henimod det tomt Gratiøse. Og dog havde Bournonville et aabent Blik for alle Manglerne ved vort Theater, og hvad han har skrevet derom, hører til det bedste, vi paa det dramaturgiske Omraade have paa Dansk. For at give en Ide om Tonen vil jeg citere, hvad han skrev for mange Aar siden om Skuespillet; desværre staar det tildels ved Magt endnu:

»Vort Skuespil er vistnok det eneste i Verden, hvor en kunstforstandig og tillige myndig Haand aldrig griber ind. Vi have Skuespillere, der aldrig gaa i Theatret, uden naar Tjenesten fordrer det; andre, der ikke ere at formaa til at give et Stikord korrekt; Elever, der spille uden Vejledning, og Folk, der anse den allernødtørftigste Sprogrettelse som en Uartighed, ja endog som unødvendig Tidsspilde. Naar man nu dertil erfarer, at næsten ingen Indstudering eller Prøve bivaanes af en Direktør, maa man da forundres over, at den egentlige Skuespil-Skole truer med at gaa til Grunde og uddø!«

Det er muligt, at der til Grund for et saa skarpt Angreb ligger nogen personlig Rancune. Det er jo bekendt, at Bournonville efterhaanden kom til at staa i et løsere Forhold til Theatret, at han hyppig helt fjærnede sig derfra og søgte Lykken i Udlandet, men at han sjældent fandt den der og vendte hjem, altid beredt til at tage Kampen op paany. Var der blot en Dekoration tilovers fra et Skuespil, der var strandet, han vidste at anvende Vraget: der var altid en Ballet færdig i Hovedet paa ham, og han kunde med kort Varsel bringe den paa Benene. Han mente, at det var klogest at efterlade saamange Værker som muligt, des vanskeligere vilde det være at udslette Sporene af hans Tilværelse.

Jeg tror, at han, hvordan det end gaar med hans Kompositioner, i alt Fald vil leve i lang Tid i sine Bøger. De tre Bind af Mit Theaterliv synes mig at være blevne undervurderede, Skildringen er ganske sikkert hist og her lidt vidtsvævende, men naar de udgives paany, vilde en kyndig Haand kunne gøre dem til en overmaade interessant og lærerig Bog, og der vilde ikke være mange Bøger i vor Literatur, som var mere »levende« end den. Man føler paa hver Side, trods Sprogets sirlige Form, at den gamle Balletmesters Liv ikke har været nogen Dans paa Roser.

Han var en Arbejder og et Talent. Hvad han har frembragt indenfor sin Kunstsfære, var saa godt som vort lille Land frembød Betingelser for at det kunde blive. Han gav det alt det Bedste, han besad, til Gengæld forlangte han ogsaa sin Plads blandt de Bedste, og han har næppe havt nogen Grund til at klage over Utak. Han var klog nok til hyppig at fordre lidt mere, end han vilde opnaa, saa at han ikke blev misfornøjet, naar han kun opnaaede lidt mindre. Kun paa et Punkt har han ikke slaaet af, det var, naar Striden gjaldt hans Stands borgerlige Stilling. Den Kamp har han fægtet ud; det er maaske en Ulykke for en Mand at være Danser, men det er ikke mere nogen Skam. Bournonville følte hele sit Liv igennem Ulykken, og denne Følelse gav ham Arbejdslyst, Energi, Intelligens, maaske Talent, saaledes at han, Avtoritetsmanden, i Virkeligheden har frembragt en hel Revolution, idet han befriede sin Stand herhjemme fra aargammel Fordom. Denne Gerning er den ærefuldeste i hans arbejdsomme Liv.

---