Komparativ litteraturforskning, sammenlignende litteraturhistorie, lægger vægt på, at litteratur stammer fra litteratur, specielt fra andre landes litteratur. Derfor studeres især oversættelser, imitation, parodi og påvirkning på tværs af sproggrænser modsat tendensen i national og nationalistisk litteraturhistorie. Typiske emner for komparation er: oplysningslitteraturen i Frankrig i 1700-t., dens engelske kilder og dens virkning i Tyskland; Goethe i Frankrig; T.S. Eliots betydning for skandinavisk modernisme. Metoden har til dels forudsætninger i positivismen og opstod i anden halvdel af 1800-t. En pioner på dansk grund var Julius Paludan, en senere betydelig komparatist var Paul V. Rubow med bl.a. Shakespeare paa Dansk (1932).

Synsmåden kan indgå i almindelig litteraturhistorie, dvs. tværnational, især europæisk, sammenfattende fremstillinger af barokken, romantikken mv. Den indgår mere eller mindre i genrehistorie, motivhistorie, receptions- og kritikhistorie. Dens idé om, at en tekst er vitalt forbundet med ældre tekster, er videreført i nyere teorier i receptionsforskning, i teorier om intertekstualitet og tværmedialt i teorier om interart.