Gabriel Attal
| Gabriel Attal | |
|---|---|
 (2023) | |
| Frankrigs premierminister | |
| Embedsperiode 9. januar 2024 – 5. September 2024 | |
| Præsident | Emmanuel Macron |
| Foregående | Élisabeth Borne |
| Efterfulgt af | Michel Barnier |
| Personlige detaljer | |
| Født | 16. marts 1989 (35 år) Clamart, Frankrig |
| Politisk parti | Parti Socialiste, Renaissance |
| Partner | Stéphane Séjourné (2015-2022) |
| Mor | Marie de Couriss |
| Far | Yves Attal |
| Uddannelsessted | École alsacienne université Paris-Panthéon-Assas Institut d'études politiques de Paris |
| Beskæftigelse | Politiker, cadres de la fonction publique (2022, 2024)  |
| Underskrift |  |
| Links | |
| Gabriel Attals hjemmeside Gabriel Attals hjemmeside | |
| Informationen kan være hentet fra Wikidata. | |
Gabriel Attal (født 16. marts 1989 i Clamart, Frankrig) er en fransk politiker fra partiet Renaissance (RE), der siden 9. januar 2024 har været premierminister i Emmanuel Macrons regering.
Efter valget til den franske nationalforsamling i juni 2017 steg han hurtigt i graderne, og blev juniorminister for national uddannelse og ungdom i 2018, regeringstalsmand i 2020, økonomiminister i 2022 og uddannelses- og ungdomsminister i 2023.
Den 9. januar 2024 blev Attal udpeget af præsident Emmanuel Macron til at erstatte Élisabeth Borne som premierminister. I en alder af 34 blev han den yngste og første åbent homoseksuelle person, der havde embedet i Frankrig, og den yngste fungerende regeringsleder i verden. Han er blevet beskrevet som en potentiel kandidat til præsidentvalget i 2027 .
Tidligt liv og uddannelse
[redigér | rediger kildetekst]Attal blev født den 16. marts 1989 i Clamart, Île-de-France. Han voksede op i Paris' 13. og 14. arrondissement med sine tre søstre. Hans far, Yves Attal, var advokat og filmproducent af halvt tunesisk-jødisk afstamning på fædresiden og halvt alsacisk-jødisk afstamning på mødresiden. Attals mor, Marie de Couriss, var af fransk og græsk-russisk afstamning og arbejdede som ansat i et filmproduktionsselskab. [1] [2] Attal voksede op som ortodoks kristen, hvilket var moderens religion.[3]
Attal gik på privatskole i det 6. arrondissement. Hans politiske engagement begyndte, da han deltog i ungdomsprotesterne i 2006. [4] Han blev optaget på Sciences Po i 2007 og oprettede en komité til støtte for Íngrid Betancourt, FARC's fransk-colombianske gidsel . [5] Han dimitterede fra Sciences Po i 2012 med en mastergrad i offentlig politik. Derudover har han læst jura ved Université Paris-Panthéon-Assas fra 2008 til 2011. [6]
Politisk karriere
[redigér | rediger kildetekst]Kommunalpolitiker
[redigér | rediger kildetekst]Efter et praktikophold i den franske nationalforsamling hos Marisol Touraine under præsidentkampagnen i 2012 arbejdede Attal i fem år som rådgiver for sundhedsministeren, en rolle, der involverede parlamentarisk kontakt og taleskrivning.[7]
Ved kommunalvalget i 2014 kom Attal på en femteplads på Socialistpartiets liste i Paris-forstaden Vanves. Han blev valgt som en af de fire socialistiske byrådsmedlemmer og overtog ledelsen af oppositionen, efter at partiets spidskandidat trak sig. [8]
Medlem af nationalforsamlingen (2017-2018)
[redigér | rediger kildetekst]Attal blev valgt til den franske nationalforsamling den 18. juni 2017 i Hauts-de-Seines 10. valgkreds, og vandt over den udpegede efterfølger til André Santini. [7] [9]
Attal blev hurtigt betragtet som et af de mest talentfulde nye medlemmer af parlamentet.[10] Han fik sæde i udvalget for kultur- og uddannelsesanliggender, hvor han fungerede som gruppeformand for La République En Marche!. [11]
Attal blev udnævnt til talsmand for La République En Marche! i januar 2018. [12] og i september 2018, efter valget af Richard Ferrand til præsidentposten for nationalforsamlingen, stillede han op som kandidat til at efterfølge ham som leder af La République En Marche!, men trak sit kandidatur tilbage dagen før valget, da han blev betragtet som en af de tre favoritter. [13] Han støttede senere Roland Lescure . [14]
Minister (2018-2024)
[redigér | rediger kildetekst]Den 16. oktober 2018 blev Attal udnævnt til Secrétaire d'État (juniorminister) for ministeren for national uddannelse og ungdom Jean-Michel Blanquer . Med sine 29 år var han det yngste medlem af en regering under Den Femte Republik, og slog den tidligere rekord, som François Baroin satte i 1995, med et par måneder. Han var ansvarlig for ungdomsspørgsmål og indførelsen af værnepligt.[15]
Han var regeringens talsmand under premierminister Jean Castex fra 2020 til 2022. [16] Han blev økonomiminister i premierminister Élisabeth Bornes regering i maj 2022. [17]
I en regeringsrokade i juli 2023 blev Attal udnævnt til minister for national uddannelse og ungdom, igen som den yngste nogensinde.[18][19] Som minister lancerede han et forbud mod flere religiøse symboler i de offentlige skoler, hvor kristne kors, jødiske kippahs og islamiske slør allerede er bandlyst. [20]
Premierminister
[redigér | rediger kildetekst]Efter Bornes tilbagetræden som premierminister 8. januar 2024 nævnte flere medier Attal som favoritten til at efterfølge hende.[21] Hans udnævnelse blev annonceret 9. januar. Han er både landets første åbenlyst homoseksuelle premierminister og den yngste.[22]
Der har været spekulationer i de franske medier om, at Attal kunne kandidat ved præsidentvalget i 2027. [23]
Personligt liv
[redigér | rediger kildetekst]Attal er homoseksuel og har tidligere levet i et registreret partnerskab med Stéphane Séjourné, medlem af Europa-Parlamentet for La République En Marche!. [24] De gik fra hinanden i 2024.[3] Attal har tidligere fortalt i et tv-interview, at han har været udsat for homofobisk mobning i skolen. I 2018 blev han outet på Twitter af sin tidligere klassekammerat, den politiske aktivist Juan Branco. [25] [26] Han har også fortalt, at han som politiker har været genstand for hadefylde ytringer af homofobisk og antisemitisk karakter på sociale medier. [27]
Kilder og eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Mathilde Siraud (1. marts 2023). "Gabriel Attal, sur les traces de Macron ?". lepoint.fr (fransk).
- ^ Bancaud, Delphine (16. oktober 2018). "Qui est Gabriel Attal, le plus jeune membre d'un gouvernement de la Ve République?" [Who is Gabriel Attal, the youngest member of a government of the Fifth Republic?] (fransk). 20 Minutes. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ a b "Who is Gabriel Attal, France's new prime minister?". Politico. 9. januar 2024.
- ^ Laurent Telo (13. april 2018). "Du Parti socialiste à La République en marche, la mue fulgurante de Gabriel Attal" [From the Socialist Party to La République En Marche!, the dazzling transformation of Gabriel Attal]. Le Monde.fr (fransk). Le Monde. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ Jeudy, Bruno (20. august 2018). "Gabriel Attal : "Le jour où je rencontre Ingrid Betancourt"" [Gabriel Attal: "The day I meet Ingrid Betancourt"] (fransk). Paris Match. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ Baudais, Pierrick (20. december 2017). "Qui est Gabriel Attal, le futur porte-parole de la République en marche?" [Who is Gabriel Attal, the future spokesperson for the Republic on the move?] (fransk). Ouest-France. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ a b "Qui est Gabriel Attal, votre député (LREM) d'Issy-Vanves" [Who is Gabriel Attal, your deputy (LREM) of Issy-Vanves] (fransk). Le Parisien. 19. juni 2017. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ Petitdemange, Amélie (16. oktober 2018). "Gabriel Attal: un vingtenaire débarque dans le gouvernement" [Gabriel Attal: a twenty-something arrives in the government] (fransk). Les Échos. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ "Elections législatives 2017" (fransk). Ministry of the Interior. Hentet 19. juni 2017.
- ^ Lemarié, Alexandre (16. oktober 2018). "Gabriel Attal, Secretary of State at Blanquer" (fransk). Le Monde. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ Vigoureux, Caroline; Bertolus, Jean-Jérôme (13. september 2017). "Les whips, ces députés LREM de l'ombre au rôle stratégique" [The whips, these LREM deputies from the shadow to the strategic role] (fransk). L'Opinion. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ ""Un honneur": le député Gabriel Attal sera le porte-parole de LREM en janvier" ["An honor": the MP Gabriel Attal will be the spokesperson of LREM in January] (fransk). France Info. 20. december 2017. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ Siraud, Mathilde (18. september 2018). "Présidence du groupe LaREM à l'Assemblée : Attal et Bonnell jettent l'éponge" [Presidency of the LREM Group in the Assembly: Attal and Bonnell throw in the towel] (fransk). Le Figaro. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ Boichot, Loris (14. september 2018). "Qui sont les sept macronistes qui veulent diriger les députés LaREM après Ferrand?". Le Figaro.
- ^ Lemarié, Alexandre (16. oktober 2018). "Gabriel Attal, Secretary of State at Blanquer" (fransk). Le Monde. Hentet 26. oktober 2018.
- ^ "Gouvernement Castex en direct : Darmanin nommé ministre de l'intérieur, Dupond-Moretti garde des sceaux et Bachelot à la culture". Le Monde (fransk). 6. juli 2020.
- ^ Boiteau, Victor (20. maj 2022). "Changement dans la continuité: Darmanin, Le Maire, Attal… Ces ministres qui remettent ça dans le gouvernement Borne" (fransk). Libération. Hentet 23. maj 2022.
- ^ "Macron sacks education, health ministers in mini-reshuffle". Politico. 20. juli 2023.
- ^ de Villaines, Astrid; Garcia, Émilie; Toussay, Jade (20. juli 2023). "Gabriel Attal ministre de l'Éducation nationale, itinéraire d'un surdoué de la politique" (fransk). HuffPost.
- ^ "French education minister announces ban on religious symbols and clothes in schools". POLITICO (engelsk). 2023-08-27. Hentet 2024-01-09.
- ^ "French PM resigns as Macron seeks to relaunch presidency". France 24 (engelsk). 2024-01-08. Hentet 2024-01-09.
- ^ "Who is Gabriel Attal, the French PM who climbed the ranks in record time?". The Guardian. 9. januar 2024.
- ^ "Attal: the 'new Macron' at helm of French government". France 24. 9. januar 2024.
- ^ Biseau, Grégoire (31. oktober 2021). "Stéphane Séjourné et Gabriel Attal, un couple au cœur du pouvoir" (fransk). Le Monde. Hentet 27. april 2022.
- ^ Girard, Quentin (23. april 2019). "Gabriel Attal, de ses propres zèles" (fransk). Libération. Hentet 6. juni 2019.
- ^ "Juan Branco a-t-il une "haine quasi-obsessionnelle" à l'endroit de Benjamin Griveaux?" (fransk). RFI. 18. februar 2020.
- ^ Sitbon, Shirli. "Gabriel Attal: Barrage of antisemitic abuse for rising star of French politics". The Jewish Chronicle. Hentet 2024-01-09.