Spring til indhold

Østkarelske koncentrationslejre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Russiske børn fra Østkarelen i en finsk koncentrationslejr indsamler brænde. Russerne blev betragtet som upålidelige og blev holdt interneret under krigen.
Finsk militærpersonel og ikke-finske fanger fra Østkarelen i en gennemgangslejr i Petrosavodsk under besøget af en schweizisk korrespondent i de afsluttende faser af krigen.[1]
Finlands øverstkommanderende feltmarskal Mannerheim oprettede 9 koncentrationslejre i det finsk besatte Østkarelen, hvor ikke-finnere sad interneret. 4-7.000 døde af fortrinsvis sult i lejrene.

De østkarelske koncenttrationslejre var særlige interneringslejre i de områder af Sovjetunionen, der var besat af Finland under Fortsættelseskrigen. Lejrene blev organiseret af den finske militæradministrations øverstkommanderende Carl Gustaf Mannerheim.[2] Lejrene havde som formål at tilbageholde lejrfangerne for en fremtidig udveksling med finsktalende fra Rusland. Dødeligheden blandt fangerne i lejrene var høj på grund af hungersnød og sygdomme.

Den russiske befolkning

[redigér | rediger kildetekst]

Et stort antal sovjetiske civile blev interneret i koncentrationslejrene, heriblandt russiske kvinder, unge, børn og ældre. Næsten alle mænd og kvinder i den arbejdsdygtige alder var enten blevet indkaldt til Den Røde Hær eller evakueret. Kun en tredjedel af den oprindelige befolkning på 470.000 var forblevet da den finske hær besatte Østkarelen, halvdelen af dem var karelere. Omkring 24.000 (30 %) af den resterende russiske befolkning blev indespærret i koncentrationslejrene. Sekstusinde af dem var sovjetiske flygtninge, der blev fanget mens de ventede på transport over Onegasøen, og 3.000 var fra den sydlige side af floden Svir. Formålet med detentionen var angiveligt at sikre området bag frontlinjerne mod partisanangreb. Den første af lejrene blev oprettet den 24. oktober 1941 i Petrosavodsk. I løbet af foråret og sommeren 1942 døde 3.500 fanger af underernæring. Dødstallet svarede 13,8% af de indsatte, mens det tilsvarende tal for den frie befolkning i de besatte områder var 2,6% og for selve Finland 1,4%.[3] I den sidste halvdel af 1942 faldt antallet af tilbageholdte hurtigt til 15.000, efter nogle fanger var blevet frigivet eller blevet tvangsforflyttet til "sikre" landsbyer eller arbejdslejre. Af de resterende internerede døde 500 i løbet af de sidste to år af krigen.[4][5] I de følgende år tilbageholdt de finske myndigheder flere tusinde civile fra områder med rapporteret partisanvirksomhed, men da forflytningerne fortsatte forblev det samlede antal indespærrede på 13.000-14.000. Af de samlede godt 20.000 indsatte anslås det samlede antal dødsfald i koncentrationlejrene til 4.000-7.000, hovedsagelig af sult i løbet af foråret og sommeren 1942.[5][6]

Den første koncentrationslejr blev oprettet den 24. oktober 1941 i Petrosavodsk. De to største grupper var 6.000 russiske flygtninge og 3.000 indbyggere fra området syd for floden Svir, der blev tvangsevakueret på grund af den tætte nærhed af frontlinjen. Omkring 4.000 af disse fanger omkom på grund af fejlernæring, 90 procent af dem i løbet af foråret og sommeren 1942.

Fanger i de finske koncentrationslejre:

  • 13.400 – 31. december 1941
  • 21.984 – 1. juli 1942
  • 15.241 – 1. januar 1943
  • 14.917 – 1. januar 1944

Liste over koncentrationslejre

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ See: Laine, Antti 1982: Suur-Suomen kahdet kasvot. Itä-Karjalan siviiliväestön asema suomalaisessa miehityshallinnossa 1941–1944, pp. 116, 346–348, & appendix with illustrations. Helsinki: Otava.
  2. ^ Laine, Antti 1982: Suur-Suomen kahdet kasvot. Itä-Karjalan siviiliväestön asema suomalaisessa miehityshallinnossa 1941–1944, s. 63, 67, 116, 125. Helsinki: Otava.
  3. ^ Vehviläinen 2002, p. 107
  4. ^ Maanpuolustuskorkeakoulun historian laitos, Jatkosodan historia 1–6 ("The History of The Continuation War, 1–6"), 1994
  5. ^ a b Laine, Antti, Suur-Suomen kahdet kasvot, 1982, ISBN 951-1-06947-0, Otava
  6. ^ ""Равнение на Победу"" [Øjne på sejren]. Ministeriet for Undervisning og Videnskab i Den Russiske Føderation, Ruslands Nationale Delphic Råd. Arkiveret fra originalen 2. november 2005. Hentet 10. september 2014. (russisk)
pFad - Phonifier reborn

Pfad - The Proxy pFad of © 2024 Garber Painting. All rights reserved.

Note: This service is not intended for secure transactions such as banking, social media, email, or purchasing. Use at your own risk. We assume no liability whatsoever for broken pages.


Alternative Proxies:

Alternative Proxy

pFad Proxy

pFad v3 Proxy

pFad v4 Proxy