Israels land
Israels land (hebraisk: אֶרֶץ יִשְׂרָאֵל, Eretz Yisrael, også Det lovede land og Storisrael) er landet som er givet det jødiske folk ifølge Bibelen.
Etymologi og bibelske rødder
[redigér | rediger kildetekst]Udtrykket "Israels lovede land" er en direkte oversættelse af den hebraiske frase "ארץ ישראל" (Eretz Yisrael), som er fundet i den hebraiske bibel. Anita Shapira mener, at udtrykket "Eretz Israel" var et helligt udtryk, når det kommer til de eksakte grænser for territoriet, men klar når det kommer til ejerskab.[1]
Navnet "Israel" refererer til det jødiske folk som efterkommere af den bibelske patriark Jakob, som senere blev kendt som Israel, som bogstaveligt betyder "kæmpede med Gud/han kæmper med Gud". Ifølge det som skrives i Første Mosebog, så brød Jakob med en engel ved en flodbank og vandt ved udholdenhed. Gud ændrede Jakobs navn til Israel, og gav dermed til kende, at han lykkedes igennem både menneskelige og guddommelige prøvelser. Jakobs efterkommere blev kendt som "Israels børn" (ofte oversat som "israelitter") og landet som de vandt fra kanaanitterne blev til sidst kendt som Israels lovede land.
Under britisk styre hed området vest for Transjordan Palestina (Eretz Yisrael) på hebraisk – det ene af protektoratets tre officielle sprog, mens det på det to andre blot hed Palestine og Filastin på henholdsvis engelsk og arabisk. Den moderne stat Israel ("מדינת ישראל", Medinat Yisrael) er opkaldt efter det historiske navn på regionen.
Kanaans land mod Israels lovede land
[redigér | rediger kildetekst]Navnet Kanaans land bliver ofte brugt i Bibelen for den region, og synes at være indbyrdes forståelig med Israels lovede land', som for eksempel i Første Mosebog 17,8[2]. Det klassiske jødiske syn, som forklaret af Schewid, er at Kanaan er det geografiske navn, og at Israel er det åndelige navn for samme land: "Det unikke med Israels land er, at det er "geoteologisk" og ikke kun klimatisk. Dette er land som møder indgangen til den åndelige verden, sfæren af eksistens som ligger bag den fysiske verden kendt for os gennem vore sanser. Dette er nøglen til landets unikke status når det kommer til profetisering og bøn, og også når det gælder lovene".[3] Derfor markerer omdøbelsen af dette land en ændring i religiøs status, oprindelsen til konceptet Det hellige land.
Dimensioner ifølge Bibelen
[redigér | rediger kildetekst]
Den hebraiske bibel indeholder flere beskrivelser af landets grænser. De tre klassiske skriftsteder er Første Mosebog 15,18–21, Fjerde Mosebog 34,1-15 og Ezekiel 47,13-20.
Første Mosebog 15
[redigér | rediger kildetekst]Første Mosebog 15,18–21[4] beskriver det som er refereret til i jødiske traditioner som Gevulot Ha-aretz ("Landets grænser") som det fulde og hele lovede land lovet til Abraham.
Fjerde Mosebog 34
[redigér | rediger kildetekst]Fjerde Mosebog 34,1–15[5] beskriver landet lokaliseret som israelitternes stammer efter Anden Mosebog. Stammerne efter Ruben, Gad og halve af Manasse fik land øst for Jordan såsom forklaret i Fjerde Mosebog 34, 14–15. Fjerde Mosebog 34,1–13 giver en detaljeret beskrivelse af landets grænser lokaliseret til de genværende stammer. Regionen kaldt "Kanaans land" (Eretz Kna'an) i fjerde Mosebog 34,2 og grænser er kendt i jødisk tradition som "grænser for de som kommer ud af Egypten".
Ezekiel 47
[redigér | rediger kildetekst]Ezekiel 47,13–20[6] giver en eftereksilsk definition af grænserne. Definitionen i Ezekiel beskriver Israels lovede land, som, ifølge Ezekiels profesi, er en gentagelse af det lovede land med stammelokationer for Israel at returnere til efter deres fangenskab (Ezekiel var under det babylonske fangenskab efter Jerusalems fald i 597 og 586 f.Kr. ved Nebukadnesar II). Definitionen er en påmindelse om at Guds løfte og ønske for Israel ikke var fuldstændig annulleret ved situationen som førte til fangenskab. Landets grænser, såsom de er beskrevet i Ezekiel, inkluderer det moderne Libanons nordlige grænse, østover (vejen mod Hethlon) til Zedad og Hazar-enan i det moderne Syrien; syd ved sydvest til Busra ved den syriske grænse (Hauran-området i Ezekiel); følger floden Jordan mellem Vestbredden og Gileads land til Tamar (Ein gedi) på vestbredden til Dødehavet; Fra Tamar til Meribah Kadesh (Kadesh Barnea), så langs Egyptenfloden (se ordskifte nedenfor) til Middelhavet.
Derfor definerer fjerde Mosebog 34 og Ezekiel 47 forskellige, men lige grænser som inkluderer hele nutids Libanon, både Vestbredden og Gazastriben og Israel, bortset fra Sydnegev og Eilat. Små dele af Syrien er også inkluderet.
Andre opføringer
[redigér | rediger kildetekst]Kortere beskrivelser af Israels lovede land findes også i Anden Mosebog 23,31[7], Femte Mosebog 1,6–8,[8] femte Mosebog 11,24[9] og Josvas bog 1,4.[10]
Fra Dan til Beersheba
[redigér | rediger kildetekst]Den sædvanlige bibelske frase brugt til at referere til territorierne som faktisk er bosat af israelitter er "fra Dan til Beersheba" (eller varianten "fra Beersheba til Dan"), som dukker op i de bibelske verser Dommerne 20,1, 1. Samuel 3,10, 2. Samuel 17,11, 2. Samuel 24,2, 2. Samuel 24,15, 1. Kongebog 4,25, 1. Krønikerne 21,2 og 2. Krønikerne 30,5.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Anita Shapira, 1992, Land and Power, ISBN 0-19-506104-7, s. ix
- ^ Første Mosebog 17,8: Landet du bor i som indflytter, hele Kanaan-landet, giver jeg dig og din familie som ejendom til evig tid; og jeg vil være deres Gud."
- ^ The Land of Israel: National Home Or Land of Destiny, av Eliezer Schweid, oversat af Deborah Greniman, Publisert 1985 Fairleigh Dickinson Univ Press, ISBN 0-8386-3234-3, s.56.
- ^ Første Mosebog 15, 18–21: Den dag sluttede Herren en pagt med Abraham og sagde: "Din familie giver jeg dette land, fra Egypterfloden helt til Storfloden, Eufrat, landet som tilhører kenitterne, kenisitterne og kadmonitterne, hetitterne, perisitterne og refaitterne, amoritterne, kanaaneerne, girgasjitterne og jebusitterne.
- ^ Fjerde Mosebog 34,1–15: Herren sagde til Moses: Tal til israelitterne og sig til dem: Når du kommer ind i Kanaan, det land du får til odel og eje, skal det have disse grænser: Grænsen mod syd skal gå fra Sin-ørkenen langsmed Edom. I øst skal sydgrænsen begynde ved enden af Saltsøen. Den skal svinge syd for Akrabbim-skaret og gå videre frem til Sin. Så skal den gå syd for Kadesj-Barnea til Hasar-Addar og derfra over til Asmon. Fra Asmon skal grænsen svinge ned til Egypterbækken og ud til havet mod vest. Mod vest skal du have Storhavet til grænse. Dette er den grænse du skal have mod vest. Mod nord skal du have denne grænse: Du skal trække en linje fra Storhavet til bjerget Hor og derfra til Lebo-Hamat op; der skal grænsen nå ud til Sedad. Så skal den gå videre til Sifron og ende ved Hasar-Enan. Dette er den grænse du skal have mod nord. Mod øst skal du trække en linje fra Hasar-Enan til Sjefam op. 11 Fra Sjefam skal grænsen gå ned til Ribla øst for Ajin, og videre nedover til den når bjergryggen på østsiden af Gennesaret-søen. Så skal den følge Jordan og ende nede ved Saltsøen. Dette skal være deres land, og disse grænser skal det have. Moses talte til israelitterne og sagde: Dette er det land du skal få til odel og eje og dele ved lodkasting, det land som Herren har sagt at de ni stammer og den ene halve stamme skal få. For Ruben-sønnernes stamme, Gad-sønnernes stamme og halvdelen af Manasses stamme har allerede fået odelsjord til sine familier. Disse to og en halv stamme har fået sin ejendom på østsiden af Jordan mod solopgangen, ret imod Jeriko.
- ^ Ezekiel 47,13–20: Så siger Herren Gud: Dette er de grænser du skal have når du deler landet mellem Israels tolv stammer. Josef skal have to dele. Du skal tage det i eje, og den ene skal få lige meget som den anden. Jeg lovede jo med løftet hånd at give det til deres fædre. Og landet får du til odel og eje. Så skal landegrænsen være: Mod nord skal den gå fra Storhavet bort imod Hetlon, til Lebo-Hamat og Sedad, videre til Berota og Sibrajim, som ligger ved grænsen mellem Damaskus-landet og Hamat-landet, og til Hasar-Enon, som ligger ved grænsen mod Havran. Så skal grænsen gå fra havet til Hasar-Enon ved grænsen mod Damaskus og Hamat mod nord. Dette er nordsiden. På østsiden danner Jordan grænsen mellem Havran og Damaskus og mellem Gilead og Israels land helt til søen mod øst, ned til Tamar. Dette er østsiden. På sydsiden skal grænsen gå fra Tamar til vandet ved Meribat-Kadesj og videre til Egypterbækken og Storhavet. Dette er sydsiden. På vestsiden skal Storhavet danne grænsen, til en kommer på højde med Lebo-Hamat. Dette er vestsiden
- ^ Anden Mosebog 23,31: Jeg skal lave dine landegrænser nu fra Sivsøen til Filisterhavet, fra ørkenen til Eufrat. For jeg vil give indbyggerne i landet i din hånd, og du skal drive dem ud.
- ^ Femte Mosebog 1,6–8: Herren vor Gud talte således til os ved Horeb: "Du har opholdt dig længe nok ved dette bjerg. Bryd nu op og drag til amoritternes bjergland og til nabofolkene i Jordan-dalen, i bjergene og i Sjefela, i Negev og ude ved kysten, til kanaaneernes land og til Libanon, helt til Storfloden, Eufrat. Se, jeg har lagt landet åbent til dig. Drag af sted og indtag det land som Herren sværgede, at han ville give deres fædre, Abraham, Isak og Jakob, og deres efterkommere.
- ^ Femte Mosebog 11,24: Hvert sted som du sætter foden på, skal tilhøre dig. Fra ødemarken og Libanon, fra Storfloden, Eufrat, til havet i vest skal deres grænser gå.
- ^ Josvas bog 1,4: Landet fra ødemarken og Libanon til Storfloden, Eufrat, hele hetittlandet til Storhavet i vest, skal tilhøre dig.