Litteraturhistorie, fremstilling i tidsperspektiv af (en del af) litteraturen.

Litteraturhistorien baseres på kronologi og bibliografi. Til litteratur i den ældre betydning af lærdoms- og faglitteratur svarer bogfortegnelser og forfatterleksika. Til litteratur i den yngre betydning af poesi svarer en fremstilling af versforfatterskaber i kronologisk orden.

De to traditioner forenedes i det arbejde, der regnes for den første danske litteraturhistorie, Knud Lyne Rahbeks og Rasmus Nyerups Bidrag til den danske Digtekunsts Historie, 1-6 (1800-28). Siden slutningen af 1700-t. har litteraturhistorier været centreret omkring digterisk litteratur: fortællende, dramatisk og lyrisk; prosa såvel som poesi; med eller uden inddragelse af andre af åndslivets skrifter: teologi, filosofi, historie og biografi, rejseskildringer osv.

En fælles generel baggrund for denne nyere litteraturhistorieskrivning er i øvrigt opkomsten af historismen i slutningen af 1700-t.; forestillinger hos Johann Gottfried von Herder og andre om folkenes egenart og udvikling gav frugtbare forståelsesrammer for kulturen og det nationale.

Litteraturhistorien interesserer sig grundlæggende for tre spørgsmål: 1) Hvad er en given litteraturs grobund eller udspring? 2) Hvilken betydning har den i sin samtid og i eftertiden? 3) Hvordan forandrer litteraturen sig?

Vedrørende litteraturens udspring har man mest fæstet sig ved forfatteren, hans eller hendes karakter, stilling og skæbne som forklarende faktor. Litteraturhistorie som kronologisk rækkefølge af forfatterskaber er en gammel og sejlivet konstruktion, jf. allerede Samuel Johnsons Prefaces, Biographical and Critical to the Works of the English Poets (1779-81, rev. The Lives of the most eminent English Poets, 1781).

Blikket kan udvides til gruppen af jævnaldrende, generationen, som har et erfaringsfællesskab, eller en snævrere gruppe, skolen, der deler bestemte idealer og digteriske bestræbelser, fx Georg Brandes' Den romantiske Skole i Tydskland (1873).

Nær ved den sidstnævnte synsvinkel er litteraturhistorier, der behandler en særlig markeret tidsretning, en stilperiode eller isme såsom barokken i dansk-norsk litteratur eller naturalismen i Frankrig. Omfattende behandling af en hel periode eller længere tidsalder kan tage hensyn til brudflader, til flere stridende eller successivt dominerende tendenser.

Blikket kan endelig forlænges til at bese et langt forløb eller udvides i bredden over flere sprogområder, i sidste instans til verdenslitteraturen, hvad der normalt er sket i samleværker som Politikens Verdens litteraturhistorie (1971-74) eller den af Hans Hertel redigerede Verdens litteraturhistorie (1985-93).

En vigtig type litteraturhistorie er den nationale, der omfatter et lands eller et sprogområdes litteratur fra dens begyndelse til hen imod fremstillingstidspunktet. Denne type har sammenhæng med dyrkelsen af nationalfølelsen i 1800-t. og opfatter litteraturen som et udtryk for nationen.

Nationen kan da ses udviklet som sammensmeltning af etnisk og kulturelt uens befolkningsgrupper som Frankrig eller England, således i Hippolyte Taines Histoire de la littérature anglaise (1863 ff., da. Den engelske Literaturs Historie, 1-4, 1874-77), eller anskues som en appel til statssamling, Georg Gervinus' Geschichte der poetischen Nationalliteratur der Deutschen (1835-42).

Litteraturen som det felt, hvor nationen under besættelser og (klerikal) undertrykkelse efterhånden kommer til bevidsthed om sig selv, er emnet for Francesco de Sanctis' Storia della letteratura italiana (1870-71), måske den kunstnerisk mest sensitive af national-litteraturhistorierne. På dansk grund er genren repræsenteret af klassiske værker af N.M. Petersen (1853-64) og Vilhelm Andersen og Carl S. Petersen (1924-34).

Over for sådanne nationale typer står en række tværnationale fremstillinger eller i det mindste litteraturhistorier, hvor litteraturens udspring og betydning ikke er bundet til det nationale. Referencen kan for så vidt stadig være "samfundet", men da under en sociologisk synsvinkel.

I Danmark indførtes denne af Valdemar Vedel i hans serie om europæisk middelalderkultur, indledt med By og Borger i Middelalderen, (1901). Med marxistisk inspiration findes den i Dansk litteraturhistorie, 1-9 (1983-85, af Johan Fjord Jensen og en gruppe yngre litteraturhistorikere).

Endvidere har man, også internationalt, interesseret sig for særlige befolkningsgruppers litteratur, undertiden med vægt på, hvem der skrev, undertiden på, hvem der læste, sjældent begge dele. Vigtige litteraturområder er således i nyere tid blevet kortlagt og evt. promoveret som kvindelitteratur, børnelitteratur, arbejderlitteratur, afro-amerikansk litteratur, bøsselitteratur etc.

Hvis man vil fokusere på, at litteraturen "selv" forandrer sig og ikke blot forandres ved sit udspring og sit publikum, kan man forsøge en mere kunstimmanent betragtning, som i 1900-t. navnlig har vist sig i genrehistoriske fremstillinger. På dansk grund er en sådan bl.a. tydelig i F.J. Billeskov Jansens Danmarks Digtekunst, 1-3 (1944-58).

Især i Tyskland har man søgt at basere sig på stil- og åndshistoriske synteser som i H.A. Korffs Geist der Goethezeit, 1-5 (1923-57); ofte har det drejet sig om barokken og indebåret en vis inspiration fra kunsthistorien (se også interart); typen betegnes Geistesgeschichte.

Mere analytisk og tværnationalt har man andetsteds indlejret litteraturen i idé- og smagshistorien, ofte, men ikke nødvendigvis i form af påvirkningsforskning (se komparativ litteraturforskning). Denne type har på flere måder haft 1700-t. både som udgangspunkt og emne, fx hos Erich Schmidt Richardson, Rousseau und Goethe (1875), J. Texte Jean-Jacques Rousseau et les origines du cosmopolitisme littéraire (1895) og Paul Hazard La Crise de la conscience européenne 1680-1715 (1935). I øvrigt kombineres de forskellige synsmåder gerne i de større nyere litteraturhistorier.

Mens litteraturhistorier stadig har gjort nytte som orienterende håndbøger, tabte den litteraturhistoriske disciplin og dens metoder terræn i årtierne efter 1945, da forskellige former for (ahistorisk) tekstanalytik og systematisk litteraturvidenskab satte dagsordenen for megen forskning. Det synes dog ikke at have været nogen definitiv overflødiggørelse.

En moderne retning som receptionsæstetikken er grundlæggende litteraturhistorisk og navnlig interesseret i litteraturens virkning, jf. den tyske romanist Hans Robert Jauss' programskrift Literaturgeschichte als Provokation der Literaturwissenschaft (1967, da. i M. Olsen og G. Kelstrup (red.) Værk og læser, 1981). Se også kvindelitteraturhistorie og litteraturforskning.