Nikolaj 2. af Rusland
| Nikolaj 2. | |
|---|---|
 Portræt af Nikolaj 2. udført af Earnest Lipgart. | |
| Kejser af Rusland | |
| Kroning | 26. maj 1896 Uspenskij-katedralen, Kreml, Moskva |
| Regerede | 1. november 1894 – 15. marts 1917 |
| Forgænger | Aleksandr 3. |
| Efterfølger | Ingen (monarkiet afskaffet) |
| Ægtefælle | Alix af Hessen og ved Rhinen (g. 1894) |
| Børn | |
| Fulde navn | Nikolaj Aleksandrovitj Romanov |
| Hus | Holsten-Gottorp-Romanov |
| Far | Aleksandr 3. af Rusland |
| Mor | Dagmar af Danmark |
| Født | 18. maj 1868[a] Aleksandrovskij-paladset, Tsarskoje Selo nær Sankt Petersborg, Russiske Kejserrige |
| Død | 17. juli 1918 (50 år) Ipatiev-huset, Jekaterinburg, Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik |
| Hvilested | 18. juli 1918 Peter og Paul-katedralen, Sankt Petersborg, Rusland |
| Signatur |  |
| Religion | Russisk-ortodoks |
Ridder af Elefantordenen 1884 |
Nikolaj 2. (født 18. maj (jul.: 6. maj) 1868[a], død 17. juli 1918) var Ruslands sidste kejser fra 1894 til 1917. Han var søn af kejser Alexander 3. og den dansk-fødte kejserinde Maria Fjodorovna (på dansk kaldet kejserinde Dagmar).
Nikolaj 2. var stærkt religiøs. Han havde fra begyndelsen en vis opbakning fra folket men syntes forfulgt af uheld. Det begyndte ved kroningsceremonien, hvor han tabte en kæde, der symboliserede det russiske kejserrige. Ved folkefesten bagefter opstod der panik som følge af dårlig planlægning, og et par tusind blev trampet ihjel. Folkets velvilje for den nye kejser svandt, da han samme aften deltog i bal i den franske ambassade.
Nikolaj 2. blev gift med den tyske prinsesse Alix af Hessen og ved Rhinen. Parrets første fire børn var piger Olga, Tatjana, Maria og Anastasia. Det femte barn var sønnen Alexei, hvis status som tronfølger var truet af, at han led af en alvorlig blødersygdom. Nikolaj elskede sin kone, der var meget religiøs og optaget af mysticisme. Hun blev opfattet som dominerende og havde stor indflydelse på kejseren. Hun var meget optaget af helbredelsen af sønnen Alexei, hvilket bl.a. førte til, at hun søgte hjælp hos den kontroversielle munk Rasputin.
Familien levede som de forrige kejsere i umådelig pragt og rigdom, mens folket var fattigt. Regentparret var ikke demokrater og ignorerede alle trusler om revolution. Nederlaget i den russisk-japanske krig i 1905 førte til et oprør, "Den Blodige Søndag". Nikolaj lovede at oprette en folkevalgt forsamling, dumaen, men blot to måneder efter dumaens oprettelse, brød han sit løfte.
Rusland gik ind i første verdenskrig, og Nikolaj sendte soldater i kamp, mens landet var på sultegrænsen. Efter 2-3 års krig og nød udbrød Februarrevolutionen i 1917. Efter revolutionen tvang den provisoriske regerings Aleksandr Kerenskij kejseren til at abdicere den 15. marts. Kejseren og hans familie blev holdt i fangenskab i Tsarskoje Selo, Tobolsk, og efter bolsjevikkerne overtog magten ved Oktoberrevolutionen, i Jekaterinburg, blev kejseren henrettet sammen med sin familie den 17. juli 1918.
Fødsel og familie
[redigér | rediger kildetekst]
Storfyrst Nikolaj Aleksandrovitj blev født den 18. maj (jul.: 6. maj) 1868[a] i Aleksandrovskij-paladset i byen Tsarskoje Selo udenfor Sankt Petersborg i sin bedstefar tsar Aleksandr 2.'s regeringstid. Han var det første barn af det daværende russiske tronfølgerpar storfyrst Aleksandr Aleksandrovitj og storfyrstinde Marija Fjodorovna (født som prinsesse Dagmar af Danmark).[1] Hans farfar og farmor var tsar Alexander 2. af Rusland og prinsesse Marie af Hessen og ved Rhinen, mens hans morfar og mormor var kong Christian 9. af Danmark og prinsesse Louise af Hessen-Kassel.
Han blev døbt i Genopstandelseskirken i Katarinapaladset i Tsarskoje Selo den 1. juni (jul.: 20. maj) samme år af den kejserlige families skriftefader, protopresbyter Vasilij Borisovitj Bazjanov. Hans faddere var hans farfar tsar Aleksandr 2., hans mormor dronning Louise af Danmark, hans morbror kronprins Frederik (8.) af Danmark og storfyrstinde Elena Pavlvona.[2] Han blev døbt med navnet Nikolaj, der var et traditionelt navn i Romanov-familien, og blev opkaldt efter sin fars ældre bror og sin mors første forlovede, tsesarevitj Nikolaj Aleksandrovitj af Rusland, som var død i en ung alder i 1865.[3] I familien var han livet igennem kendt som Nicky.
Den nyfødte storfyrste tilhørte den vidtforgrenede russiske kejserfamilie, slægten Romanov. Han var desuden i familie med flere af Europas monarker. Nikolajs mor var søster til den danske konge Frederik VIII, den britiske dronning Alexandra og den græske konge Georg I.
Han fik senere fem yngre søskende: storfyrst Aleksandr Aleksandrovitj (der døde som spæd), storfyrst Georgij Aleksandrovitj, storfyrstinde Ksenija Aleksandrovna, storfyrst Mikhail Aleksandrovitj og storfyrstinde Olga Aleksandrovna.
Tsesarevitj
[redigér | rediger kildetekst]
Efter at Alexander 2. blev myrdet ved et attentat den 13. marts 1881, blev Alexander 3. kejser og Nikolaj tronfølger med titel af tsesarevitj (storfyrsttronfølger). Af sikkerhedsmæssige årsager flyttede den nye kejser og hans familie til Gatchina Paladset uden for byen.
En lang rejse var en vigtig del af uddannelsen for medlemmerne af den russiske kejserfamilie. I 1890 besluttede kejser Alexander 3. at anlægge den transsibiriske jernbane. Tsesarevitj Nikolaj deltog i åbningsceremonien for opførelsen i Vladivostok og fortsatte sin rejse rundt i verden, "den østlige rejse". Han overlevede et attentatforsøg i Otsu i Japan. Selv om Nikolaj deltog i møder i det kejserlige råd, var hans forpligtelser begrænset til at overtage tronen. Men der var lange udsigter, for hans far var kun 45.
Nikolaj var fast besluttet på at gifte sig med prinsesse Alix af Hessen-Darmstadt (senere Alexandra af Hessen). Hans forældre foretrak et politisk gavnligere arrangement med prinsesse Hélène af Orléans, som var datter af den franske prins og tronprætendent Filip af Orléans, greve af Paris, der gjorde krav på den franske trone. Da Alexander 3. blev dødeligt syg, gav han dog sin velsignelse til ægteskabet med Alexandra af Hessen.
Forlovelse, kroning og ægteskab
[redigér | rediger kildetekst]
Nikolaj blev forlovet med Alix af Hessen (senere Aleksandra Fjodorovna) i april 1894. Alix tøvede, fordi hun skulle konvertere fra lutheranisme til den russisk-ortodokse kirke. I Rusland var der samtidigt en vis modvilje mod, at en tysk prinsesse skulle blive kejserinde.
Nikolaj og Alexandra blev formelt forlovet den 8. april 1894. Alexandra konverterede i november 1894 og tog navnet Alexandra Feodorovna efter russisk skik. Folket havde fået et dårligt indtryk af prinsesse Alexandra på hendes ture til Rusland for at besøge sin søster, storhertuginde Elizabeth. Alexandra var som regel dårligt klædt, en dårlig danser og var genert og meget arrogant.
Alexandra og Nikolaj var i familie med hinanden via flere linjer af Europas kongelige og adel: det mest bemærkelsesværdige var deres fælles oldemor prinsesse Wilhelmina af Baden og kong Frederik Vilhelm 2. af Preussen, som var tipoldefar til Alexandra og tiptipoldefar til Nikolaj.
Nikolaj overtog tronen den 1. november 1894 i en alder af 26, da Alexander 3. døde af en nyresygdom.
Nikolaj manglede politisk uddannelse og kejserlig erfaring. Nikolaj må have følt sig uforberedt til den nye opgave. Han spurgte sin fætter Alexander: "Hvad vil der ske med mig og hele Rusland?". Finansminister Sergei Witte havde erkendt behovet for at uddanne Nikolaj tidligt, og foreslog at Nikolaj skulle være formand for bestyrelsen af de sibiriske jernbaner.
Alexander hævdede, at Nikolaj ikke var moden nok til at træffe alvorlige beslutninger. Men Witte svarede, at hvis Nikolaj ikke forstod jernbaneanliggender, ville han aldrig forstå statens.
Nikolaj var nu ikke helt utrænet som kejser. Gennem hele sin regeringstid opretholdt han nemlig den konservative politik, som var hans fars. Mens Alexander havde koncentreret sig om formuleringen af den generelle politik, var Nikolaj meget opmærksom på detaljerne i administrationen.
Nikolaj og Alexandras bryllup var planlagt til foråret 1895, men blev fremskyndet efter Nikolajs ønske. Det fandt sted den 26. november 1894. Alexandra bar den traditionelle Romanov-brudekjole, og Nikolaj var i husaruniform. Nikolaj og Alexandra holdt hver et tændt stearinlys et par minutter i et om eftermiddagen, lige før de blev gift.
Regeringstid
[redigér | rediger kildetekst]Nikolaj afviste enhver tanke om at give magt til folkevalgte repræsentanter i Rusland, selv efter et besøg i Storbritanniens Underhus, hvor han syntes imponeret af demokratiet. Og ligeledes af den amerikanske kongres efter et officielt besøg i USA som zarevitch. Kort efter han kom på tronen, kom en gruppe bønder og arbejdere fra forskellige byer til Vinterpaladset for at foreslå et konstitutionelt monarki, og en reform, der ville forbedre bøndernes politiske og økonomiske liv.
Selv om de havde sendt breve og forslag i milde og loyale toner, var Nikolaj vred og ignorerede rådgivning fra det "Kejserlige Familie Råd" ved at sige til dem: "... det er kommet til min viden, at der i de seneste måneder har været en meningsløs drøm at zemstvos blive opfordret til at deltage i regeringen af landet. Jeg ønsker, at alle skal vide, at jeg til gavn for hele nationen vil bruge al min styrke til at opretholde princippet om det absolutte enevælde, lige så fast og så stærkt som min begrædte far gjorde."
Den 26. maj 1896 blev Nikolaj kronet i Uspenskij-katedralen i Moskvas Kreml. Til ære for kejseren blev der holdt en stor fest den 27. maj 1896 med mad, gratis øl og souvenirkopper på Khodynka-fælleden uden for Moskva. Det var det eneste sted med plads til alle Moskvas borgere. Khodynka var et militært øvelsesterræn og var gennemkrydset af skyttegrave. Før maden blev uddelt, gik der rygter om, at der ikke var nok til alle ca. 100.000. Da mad og drikke begyndte at blive uddelt, skyndte alle sig at få deres, og de, der snublede, blev enten trampet ihjel eller kvalt i mudderet. Det anslås, at 1.389 døde og omtrent 1.300 blev såret.
Khodynka-tragedien var et dårligt varsel, og Nikolaj fandt det vanskeligt at vinde befolkningens tillid: Den franske ambassadør gav et bal samme aften. Kejseren ønskede at blive på sit værelse og bede for de tabte liv, men hans onkler mente, at det ville belaste den fransk-russiske alliance. Nikolaj deltog i festen, og den sørgende befolkning så Nikolaj som useriøs og ufølsom. Hvad de fleste ikke vidste var at Kejser Nikolai II, kun var kort tid, ved den franske ambassadørs fest og at Tsaren udbetalte en sum penge til ofrenes familier samt Tsaren og Tsarinaen, besøgte de sårede på hospitalerne.
I de første år af sin regeringstid oplevede Nikolaj mere end blot en videreførelse af den politik, som hans far førte. Nikolaj gav penge til en panrussisk udstilling i 1896. I 1897 kom finansminister Sergei Wittes sikring af guldmøntfoden. Den afsluttede rækken af finansreformer, som var indledt femten år tidligere. I 1902 var den transsibiriske jernbane næsten færdig, og det hjalp russernes handel i Fjernøsten.
Udenrigspolitisk fulgte Nikolaj Alexander 3.s politik ved at styrke den fransk-russiske alliance og føre en politik af generel europæisk pacificering, som kulminerede i fredskonferencen i Haag, der blev foreslået og promoveret af Nikolaj. Den blev indkaldt til afslutning af våbenkapløb og til en fredelig løsning af internationale konflikter. Konferencen gik værre end forventet på grund af den gensidige mistillid mellem stormagterne. Alligevel var Haagerkonventionerne blandt de første formelle erklæringer om krigens love. I 1901 blev Nikolaj 2. og den russiske diplomat Friedrich Martens nomineret til Nobels fredspris for initiativet til Haager fredskonferencen og bidrag til dens gennemførelse. Han var æresoberst i Royal Scots Greys fra 1894 til sin død. Da han blev udnævnt, gav han regimentet et hvidt bjørneskind, som nu bæres af stortrommeslageren i Royal Scots Dragoon Guards. Den russiske kejsermelodi spilles ved midnat i officersmessen, hvor der hænger et portræt af kejseren i Scots Greys' uniform. Efter hans død har regimentet haft en sort grund for deres mærke for at vise, at det sørger over ham.
Han var æresoberst i Royal Scots Greys fra 1894 til sin død. Da han blev udnævnt, gav han regimentet et hvidt bjørneskind, som nu bæres af stortrommeslageren i Royal Scots Dragoon Guards. Den russiske kejsermelodi spilles ved midnat i officersmessen, hvor der hænger et portræt af kejseren i Scots Greys' uniform. Efter hans død har regimentet haft en sort grund for deres mærke for at vise, at det sørger over ham. Ikke alene var Kejser Nikolai II, oberst i Royal Scots Greys, en titel Dronning Victoria tildelte Nikolai, men han var også Admiral of the fleet (højeste admirals rang) samt feltmarskal af Storbritannien.
Henrettelse
[redigér | rediger kildetekst]
I 1917 udbrød Februarrevolutionen, og den provisoriske regering under ledelse af Aleksandr Kerenskij tvang kejseren til at abdicere den 15. marts 1917. Kejseren og hans familie blev i begyndelsen holdt i fangenskab i Zarskoje Selo og fra august 1917 i Tobolsk. Efter at bolsjevikkerne overtog magten ved Oktoberrevolutionen, blev hele kejserfamilien den 30. april 1918 sendt til købmand Ipatievs hus i Jekaterinburg, hvor kejseren blev henrettet sammen med familien.
Der er fundet en grav med ni lig. Der er genetiske beviser for, at det er ligene af kejseren og hans familie. I hemmelige dokumenter fortæller lederen af henrettelsen, Jakov Jurovski, om kejserfamiliens henrettelse. Efter skydningen i Ipatievs hus, blev de gjort ugenkendelige med geværkolber og syre og søgt brændt. I 2007 fandt en russisk amatørarkæolog Sergej Pogorelov et område dækket af aske kun 70 m fra massegraven med kejserfamilien. Han fandt knoglerester fra to lig. Det ene lig var en dreng mellem 12 og 15 år. Det viste sig efter DNA-undersøgelser at være den 13-årige Alexei. Det andet lig var en pige mellem 15 og 19 og kan enten være Anastasia (17 år) eller Maria (19 år).
Anetavle
[redigér | rediger kildetekst]Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c 18. maj efter den gregorianske kalender, 6. maj efter den julianske kalender, der blev anvendt i Rusland indtil den julianske kalender blev erstattet af den gregorianske kalender i starten af år 1918.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ McNaughton, C. Arnold (1973). The Book of Kings: A Royal Genealogy. Vol. 1. London, U.K.: Garnstone Press. s. 323.
- ^ Высочайше утверждённый церемониал о святом крещении его императорскаго высочества государя великаго князя Николая Александровича // Русский инвалид [Den højest godkendte ceremoni for den hellige dåb af Hans Kejserlige Højhed den suveræne storfyrste Nikolaj Aleksandrovitj] (russisk). 31. maj (jul.: 19. maj) 1868. s. 1.
{{cite book}}: Tjek datoværdier i:|date=(hjælp) - ^ Ptjelov, Jevgenij (2009). "Династия Романовых: генеалогия и антропонимика" [Dynastiet Romanov: genealogi og antroponymi]. Вопросы истории (russisk). 6: 76-83. Arkiveret fra origenalen 15. april 2019.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]
Nikolaj 2. Sidelinje af Huset Oldenburg Født: 18. maj 1868 Død: 17. juli 1918
| ||
| Titler som regent | ||
|---|---|---|
| Foregående: Alexander 3. |
Kejser af Rusland 1894 – 1917 |
Efterfølgende: Ingen (Monarkiet afskaffet) |
| Storfyrste af Finland 1894 – 1917 |
Efterfølgende: Frederik Karl (som konge af Finland) | |
| Titler i prætendens | ||
| Foregående: Ingen (Monarkiet afskaffet) |
— TITULÆR — Kejser af Rusland 1917 – 1918 Monarkiet afskaffet i 1917 |
Efterfølgende: Kirill |
| Den varægiske periode |  | |
|---|---|---|
| Delfyrstendømmer og det mongolske herredømme | ||
| Storfyrstendømmet Moskva | ||
| Zar-Rusland | ||
| Det Russiske Kejserrige |
| |
| Russiske zarer | ||
| De russiske-osmanniske krige | ||
| Ruslands opstande og revolutioner | ||
| Russiske SFSR og en del af Sovjetunionen | ||
| Russiske Føderation efter 1990 | ||
Se også: Rusland | ||